background image
L'hombrens historie.
L`hombrespillet, som er mindst 700 år gammelt, stammer fra Spanien (på spansk hedder mand "hombre").
Spillets navn betyder altså "manden" (spilleren).
Dette gamle intellektuelle og kulturelle kortspil bliver første gang nævnt i optegnelser fra Spanien i 1300-
tallet, udviklet af klostermunke i middelalderen, for i balance til det åndelige, ved træning og øvelse at
vedligeholde den intellektuelle logiske tankevirksomhed.
Da det i klostrene var forbudt at tænke logisk og spille kort, samt at tænke andet end det åndelige, var der 4
spillere til hvert spil, men kun 3 der spillede ad gangen, da der skiftevis var èn, der skulle stå ved døren og
holde øje med prioren. I dag kaldes ham ved døren oversidderen, og han er ved bordet altid placeret over for
kortgiveren.
Fra Spanien og over Frankrig blev det udbredt til mange andre lande, herunder Danmark, hvor det fra sidste
århundrede blev spillet meget af samfundets top. Efter anden verdenskrig er det blevet udbredt til alle sociale
lag i samfundet og spilles i dag af begge køn, men stadig med mænd, som dominerende i antallet af spillere.
Det er et meget interessant og indholdsrigt kortspil, dette gamle kulturhistoriske spil. Det kræver stor øvelse,
beregning, kombinationsevne og psykologisk sans.
Meget få spil kræver så fine beregninger, og der forekommer utallige vendinger og varianter under spillet.
Ansete matematikere påstår, at der forekommer mange millioner forskellige spil efter kortenes forskellige
sammensætninger og anvendelse.
Disse for den passionerede og dygtige kortspiller tillokkende egenskaber ved l`hombren er grunden til, at
dette spil gennem mange hundrede år har bevaret sin tiltrækning og hævdet sin plads over for whist og
bridge, eller hvad de spil hedder, som en tid er på mode i vores voksende informationsteknologiske samfund.
I intet andet spil kan man drage så meget fordel af sine medmenneskers mangel på selvbeherskelse.
Deltagerne bør derfor være opmærksomme på hinanden indbyrdes, både under meldingerne, under købet,
medens kortene efterses og under selve spillet, samtidig med at hver især søger ikke at røbe sig selv over for
modstanderen.
Men der er meget få mennesker, der formår at beherske sig så fuldstændigt, at ikke den mindste mine eller
trækning røber, hvad der anses for at være uheldigt eller heldigt.
Spillets udbredelse har medført, at det i tidens løb har undergået forandringer. Selskabsspillet har fået tilført
nogle vildskud, som ikke har fundet indpas i turnerings l'hombren.
Turnerings l'hombren har gennem tiden fået nogle tilpasninger, men sammenlignet med de klassiske regler
for l'hombren, som man kender fra sent i det 17. århundrede, så inkluderer de regler vi følger nogle nye tiltag
i meldingerne, men spillet er stadig meget tæt på den oprindelige form.
L'hombrespillet kendes også ved en særlig kombination.
L'hombrens højdepunkt er så ubetinget at få 9 matadorer (de 9 største trumfer). Denne kombination er der
kun ganske få l'hombrespillere, som opnår at få på deres hånd, selv om de har spillet hele livet.
Ifølge en fransk historiker ved navn Therry Depaulis er vi i Danmark de sidste, som spiller l'hombre i
organiserede klubber. Selv ikke i sit fødeland Spanien er der efter Tressillo død i 1950'erne noget organiseret
L'hombrespil.
16